Velkommen til Grundejerforeningen Bjergparken af 1975
Med denne pjece vil bestyrelsen kort informere om de rammer og regler, der gælder her i foreningen. Samtidig giver vi nogle praktiske oplysninger om farver, materialer og andet, der skal anvendes ved husenes udvendige vedligeholdelse.
Bestyrelsen fremlægger hvert år på generalforsamlingen i marts måned regnskab og forslag til budget, og der afholdes valg og drøftes forslag til, hvordan vi fortsat kan blive ved med at være et attraktivt boligområde tæt på Holbæk bymidte, men i grønne omgivelser.
Har I spørgsmål eller er du tvivl om noget, må du endelig henvende jer til en af bestyrelsens medlemmer eller her.
Formålet med servitutter og bestemmelser er at bevare områdets helt specielle ydre karakter og særpræg og dermed de enkelte boligers værdi.
Vi opfordrer derfor beboerne til nøje at følge alle bestemmelser for hele bebyggelsen.
Alle former for udvendige ændringer af bygninger eller forhaver, herunder tilbygninger, skal forelægges bestyrelsen til godkendelse inden iværksættelse.
Kontingent til grundejerforeningen betales hvert halve år pr. 1. april og 1. oktober (i alt 2 x 1000 kr.)
Generalforsamlingen afholdes hvert år i marts måned. Fælles havedag tilstræbes afholdt i september. Sommerfest afholdes i legegryden hvert 2. år
Boldbane med 2 mål findes syd for bebyggelsen. Den må benyttes af os og af Dalen/Skræntens grundejerforening.
Parkering på torvet er forbeholdt beboerne på Skrænten 16 – 38. Boldspil på torvet frabedes af hensyn til de parkerede biler.
Fællesarealet vedligeholdes af grundejerforeningen – græsslåning og fjernelse af ukrudt. Færdsel med motorkøretøjer på fællesarealet er principielt forbudt. Ved absolut nødvendig kørsel skal skader i form af hjulspor mv. udbedres af den pågældende grundejer. Parkering på brandvejene til fællesarealet er forbudt.
Forhaverne skal henligge som grønt græsareal udelukkende beplantet med løv- og nåletræer. Asfalterede stier køreramper vedligeholdes af grundejerne. Ved nyanlæg kan som alternativ til asfalt anvendes Holmegårdssten i farven sort. Snerydning ud for de enkelte parceller påhviler de enkelte grundejere.
Signal modtages gennem kabel- eller fibernet. Der må ikke opsættes udvendig tv/radio antenne.
Brevkasse og udendørs væglampe
Der er oprindelig opsat Lampas 6/05 udendørslampe i hvid. Denne er ikke i handlen længere. Ved behov for udskiftning kan bestyrelsen kontaktes for reparation. Ved udskiftning af postkasse skiftes til LAMPAS 18B (stor) eller 17B (lille), hvid
Brænde må stables på fællesarealet uden for egen lav mur i højde på maksimum 130 cm. Og dybde 100 cm – uden iøjnefaldende presenninger.
Det henstilles til hunde- og katteejere at vise hensyn ved ikke at lade dyrene løbe løse rundt i området samt ved at fjerne dyrenes efterladenskaber.
Havelåge og afskærmning ved affaldssortering
Begge dele udføres efter gældende tegninger som du finder her.
Tagdækning
På huset - se her.
Klager
Klager vedrørende overtrædelse af vedtægter, deklarationer mv. skal søges afklaret mellem de enkelte parter, og der opfordres til at man taler sig til rette imellem parterne. Hvis det ikke kan løses kan klagen sendes skriftligt til bestyrelsen. Bestyrelsen vil herefter behandle klagen på førstkommende bestyrelsesmøde. Begge parter informeres om ”hvem/hvad/hvorfor” og bestyrelsens beslutning. Bestyrelsen behandler kun skriftlige klager, anonyme klager behandles ikke.